Skip to main content

Frustration hos BK Rødovre efter Østerbro-kamp

Frustration hos BK Rødovre efter Østerbro-kamp

Af Anders Thomsen | 23/10/2017 | 10.36

Jon Broe, cheftræner hos BK Rødovre, har fået en snak med Ligabold.dk, og han ser tilbage på deres seneste kamp. Læs om hans reaktioner på opgøret her.

Hvem har I mødt i denne spillerunde, samt hvad blev resultatet af Jeres kamp?
– Vi tabte 3-4 til Østerbro.

Hvilket ord eller hvilken sætning føler du bedst beskriver kampen set over 90 minutter?
– Frustration. Vi snakkede inden kampen om hvor vigtigt det er at være mentalt parate fra start af og at de hold som vil det mest i de sidste runder har stor chance for at vinde kampene, nu hvor man begynder at blive lidt fodboldtrætte efter en lang sæson. Det må man så sige at vi på ingen måde var. Vi var bagud 0-3 efter 25 min og to af målene er rene foræringer fra vores side. Så selvom vi kommer godt igen er jeg utroligt skuffet over vores præstation da jeg på ingen måde mener Østerbro var et bedre hold end os. Men må også bare konstatere at vi i øjeblikket laver alt for mange personlige fejl som desværre koster mål imod os.

Hvis du ser på Jeres præstation i alle 90 minutter, hvilken spiller eller hvilken detalje, vil du så fremhæve og hvorfor?
– Synes det er svært at fremhæve nogen eller noget specielt. Måske lige at vores angriber Kevin får scoret to gange efter en længere pause fra måltavlen.

Hvad kunne I som hold evt. have gjort bedre i Jeres seneste kamp?

– Som skrevet længere oppe, skulle vi have været meget mere parate. Derudover skulle vi have spillet hurtigere. De gange vi gjorde det fandt vi masser af rum og muligheder for at spille rundt om Østerbro. Og så må man sige at selvom vi får lavet tre mål, så skulle vi have udnyttet flere af vores chancer. Dem var der rigeligt af i kampen.

Hvis du skulle fremhæve en positiv ting hos Jeres modstander, hvad vil du så fremhæve?

– Østerbro var effektive. Synes ikke de gjorde tingene svære end de var og så havde de en stærk offensiv.