Skip to main content

Rødovre misbruger store chancer mod BK Fix

Rødovre misbruger store chancer mod BK Fix

Af Anders Thomsen | 16/10/2017 | 14.16

Jon Broe, cheftræner hos BK Rødovre, har fået en snak med Ligabold.dk, og han ser tilbage på deres seneste kamp. Læs om hans reaktioner på opgøret her.

Hvem var Jeres modstander denne weekend og hvad blev resultatet af kampen?
– Vi mødte Fix og tabte 2-1

Hvis du ser på kampen over alle 90 minutter, giver resultatet så et retfærdigt billede af kampen, hvorfor eller hvorfor ikke? Samt hvilket ord/sætning mener du bedst beskriver kampen?
– hvis man ser på spil og chancer så var resultatet ikke helt retfærdigt. Vi havde klart overvægt i både spil og chancer kampen igennem. Men når man ikke scorer, så ender man tit med at tabe. Og på ét punkt som også er det vigtigste, at score mål, dér var Fix bedre end os i lørdags og så står man med de 3 point. Men det irriterer mig at de scorer to gange på os. Først på et frispark som aldrig skulle have været dømt og derefter på en kæmpe personlig forsvarsfejl 1 minut inde i 2.halvleg. Derudover har Fix vel egentlig kun en enkelt stor chance i resten af kampen. Samtidigt er det selvfølgelig heller ikke godt nok at vi ikke får scoret på nogen af de kæmpe chancer vi tilspiller os i kampen.

Hvad positivt kan i tage med Jer fra kampen, samt er der noget som giver grund til ”bekymring”?

– Det positive er at vi får skabt chancerne til at lave ihvertfald 3-4 mål og derudover bliver snydt for et klokkeklart straffespark som det vel reelt set kun er dommeren der ikke kan se. Det negative er selvfølgelig at vi igen får mål imod os på personlige fejl og at vi kun har fået et enkelt point i vores sidste tre kampe. Den stime skal vi gerne have vendt hurtigst muligt og allerhelst allerede på søndag imod Sunred. Men det kan blive svært nok imod et stærkt hold.

Hvordan vil du beskrive Jeres modstanders præstation i kampen?

– Jeg synes at Fix gjorde det fint med de midler de havde. De spiller ikke særlig prangende fodbold, men ved hvad de kan og gør det ikke svære end det. De stod kompakt defensivt og fik to mål uden rigtigt at skabe nogen store chancer, mere kunne de nok ikke forlange i den kamp.

De fleste hold har 3-4 kampe tilbage i efteråret, hvordan synes du Jeres efterårssæson indtil nu har udspillet sig og hvad er målet for Jer i de sidste kampe?

– Synes at vi indtil for tre kampe siden kunne være meget tilfredse. Lige nu er vi ikke tilfredse med de resultater vi får, men med en god slutspurt kan efteråret stadig have været rigtig fornuftigt. Men det kræver nogen point på kontoen i de sidste tre runder og det ved gutterne også godt og jeg er ikke i tvivl om at de vil give alt de kan og har, for at det allerede sker næste weekend.